Se artiklen om Agroassist i LandbrugsAvisen, Maskinbladet eller i Effektivt Landbrug
På Høbjerg Gartneri ved Grenaa driver Peter og hans familie en grøntsagsproduktion med over 30 forskellige afgrøder – fra jordbær og kartofler til stort set alt, hvad der dyrkes i dansk grøntproduktion. Arealet lyder på 40 hektar fordelt på 37 parceller, men med flere afgrøder pr. sæson udnytter han jorden langt mere intensivt.
“En stor del af vores areal dyrkes to gange pr. sæson.”
Med så mange forskellige rækkeafgrøder er der et højt krav til præcision, og her har RTK autostyring gjort en markant forskel i driften.
Montering på mindre traktorer
Høbjerg Gartneri har to anlæg fra Agroassist – monteret på en nyere Case IH 75C og en Case IH 956 XL fra 1987. Det første anlæg blev købt for 3 år siden, og har før været monteret på en 42 år gammel Renault med 24.000 timer på tælleren – og ifølge Peter “kørte den ligeså lige som en ny traktor til en million.”

Snorlige linjer til plantning
Monteringen af begge anlæg stod han selv for i eget værksted.
“Det tog et par aftner, fordi jeg gerne ville gøre det ordentligt – alle kabler skulle gemmes væk. Det skal sgu se godt ud.”
Efter at have kørt med det første anlæg i en sæson, besluttede Peter i 2023 at købe anlæg nummer to. Han oplever stor frihed i at kunne bruge de samme linjer på tværs af maskiner, som synkroniseres uden brug af USB stik. Derfor overvejer Peter allerede anlæg nummer tre, da gartneriet har syv traktorer i drift.
Præcision betaler sig – bogstaveligt talt
Før GPS blev en fast del af maskinparken, blev der kørt manuelt – og med det fulgte overlap. Peter lavede et forsøg, hvor han kørte det bedste han kunne i hånden, og her regnede han sig frem til et overlap på ca. 8%.
“Hvis man overlapper 8 %, har man jo reelt brug for mere jord. Det svarer til, at 8 % af ens jord ikke bliver brugt optimalt – man bruger simpelthen mere tid, diesel og slid pr. hektar, fordi man kører dobbelt nogle steder. Så jeg plejer at sige, at jeg har købt mig 2 hektar for 75.000 kr. i stedet for 400.000”
Samtidig betyder GPS’en, at rækkeafstanden er ens – uanset hvilken afgrøde der plantes – hvilket er helt afgørende for senere arbejdsgange som radrenser og sprøjtning.
“Før havde vi en mand med til at holde øje med, om vi kørte i rækkerne. Det er ikke nødvendigt længere. Det sparer både tid og en mand.”

Arbejdsbredde på redskaber helt ned til 1,5 meter
GPS giver arbejdsro og fleksibilitet
Arbejdet foregår ofte i lav hastighed – helt ned til 400 meter i timen ved plantning. Her giver GPS’en mere end bare styring.
“Jeg har mit kontor med i marken. GPS’en giver mig overblik og ro – og så har jeg hænderne fri og hovedet fri til alt det andet.”
Udover til plantning af afgrøder, bruges GPS’en også til opmåling – f.eks. ved fiberdug, plantning af læhegn og til at bestemme præcise placeringer til kartofler og jordbær. GPS’en bruges endda, når der plantes jordbær i præcise bede lavet med stennedlægningsfræser.
“Det er også rigtig meget et spørgsmål om kemi – og jeg er overbevist om, at præcision med GPS bliver et krav i fremtiden. Vi laver ikke længere sprøjtespor i de kornafgrøder vi ind i mellem har som sædskifte – dem lægger vi ind bagefter med GPS. Det fungerer bare.”
Sikkerhed, support og fremtidssikring
Peter lægger stor vægt på, at udstyret er universelt og driftsikkert – og at det kan flyttes til andre traktorer efter behov.
“Inden jeg købte det første anlæg, spurgte en kammerat om jeg virkelig turde købe Sveaverken som jo var ukendt i Danmark på daværende tidspunkt. Men det spørgsmål er virkelig gjort til skamme, for det kører bare virkelig godt.”
Samtidig roser han supporten hos Agroassist.
“Intet produkt kan stå alene, og her har drengene fra Agroassist været sindssygt gode til at hjælpe – jeg kan altid få fat i dem, og det betyder bare alt.”
Han supplerer derudover:
”Det er 3 år siden vi købte det første anlæg, og de få udfordringer der har været, har været min egen skyld. Vi skulle lige lære det at kende, men det var heldigvis nemt fordi det er så brugervenligt”
Tak til Peter fra Høbjerg Gartneri for at dele dine tanker!

Case IH 75C

Ratmonteret løsning fra Sveaverken
